Astrologi -De 12 huse i horoskopet

Et horoskophjul med de tolv astrologiske huse

Hvad er de astrologiske huse og hvad betyder de for dit horoskop

Som en urskive er radix horoskopet rundt og opdelt i tolv segmenter, disse kaldes hver for sig et hus og er nummereret med tallene fra 1 til 12. Hver af disse huse styres af en konstellation af stjerner, som vi i daglig tale kalder et stjernetegn eller et stjernebillede. Horoskophjulet i et Placidus hussystem som vi beskæftiger os med i denne artikel, begynder med det første hus stik til venstre, og bevæger sig fremad imod urets retning.

Hvert hus forbindes med et sæt træk, der skal ses som startende inde i personen og derfra reflekterende udad blandt relationer og omgivelser. Når en astrolog skal fortolke dit horoskop, finder denne positionen af hver planet og derefter huset og stjernetegnet det befinder sig i. Herfra begynder så kortlægningen af de muligheder, styrker og forhindringer der vil være latente i dit liv.

Hvis en planet befinder sig i et hus, aktiveres denne del af horoskopet og husets træk vil blive afkodet i forhold til horoskopet. Astrologer bruger på den måde husene til at forudsige, hvilke dele af dit liv der kommer i fokus, og hvor du bedst muligt kan skride til handling og effektuerer forandring.

De 12 Astrologiske Huse og hvad de repræsenterer

1. Hus: Identitet, fremtoning, selvværd

(Styret af Vædderen, med Mars som hersker)

1. Hus Identitet, fremtoning, selvværd

Det første hus er det startende stjernetegn, og det dækker alle de første indtryk. Det præger vores tilgang til omverdenen og vores måde at møde andre mennesker på.

Det 1. hus starter med Ascendanten (AC) og giver derfor liv til de samme karakteristika vi kender fra AC. Ascendanten er det første stjernetegn i huset.

Faktorer som udseende, udstråling, facon, og stil er altid beskrevet i det 1. hus.

1. hus er groft sagt sådan som andre oplever dig ved det første møde, eller i hvert fald indtil de kender de mere personlige sider af dig. Det første hus fortæller også om fysik og krop.

I det 1.hus finder vi også evnen til at knytte relationer til andre mennesker. Hvor påvirkelig er man af andre? Og i hvor stor udstrækning er man en enespænder eller en teamplayer?

Planeter placeret i 1. hus er typisk meget fremtrædende i den måde du begår dig på socialt og de spiller også en væsentlig rolle i din evne til at finde samhørighed og knytte bånd til andre.

2. Hus: værdier, ressourcer, selvværd

(Styret af Tyren med Venus som hersker)

2. Hus værdier, ressourcer, selvværd

Det andet hus dækker alle spørgsmål relateret til dit umiddelbare materielle og fysiske miljø. Det handler om ressourcer og værdier. Det er her vi kan se hvordan du er disponeret i din økonomi, hvordan du bedst tjener dine penge og ikke mindst hvordan man har tendens til at bruge dem. Er der en sparer eller en frådser gemt i dig.

Ressourcer er mere end bare penge. Det handler også om de de ting man ejer af jordisk gods. Det kan være smykker, kunst, design, bil, ure, tøj eller lignende. Hvordan man værdsætter disse ejendele, og hvilken form for værdi der vægter højest tolkes også i det 2. hus. Er det følelserne for tingene eller deres faktuelle værdi der betyder noget?

Personligt overskud og ekstra energi skal også spores i det 2. hus. Her er de gemte ressourcer vi kan trække på når det gælder og her afsløres det hvor meget vi har på reservetanken, så at sige.

 

3. Hus: Kommunikation, ritualer, søskende

(Styret af Tvillingen med Merkur som hersker)

3. Hus Kommunikation, ritualer, søskende

Det tredje hus regulerer alle former for kommunikation i tale og tænkning. Hvordan udtrykker vi os og interagerer med mennesker omkring os. Hvordan præsenterer vi det, vi har på hjertet overfor andre og hvor lette eller svære er vi egentlig at forstå?

Vil man finde noget om vores evner til at lære er det også i 3 hus at man skal kigge. Hvordan formår man at tage information og viden til sig og hvordan forstår man at bruge denne viden igen.

Det 3. hus beskriver også vores daglige logistik. Hvordan finder vi rundt og hvor gode er vi til at komme fra et punkt til et andet. På samme måder beskrives i dette hus også hvordan man navigerer i de daglige kontakter man omgås, såsom søskende, kollegaer, naboer, skolekammerater m.v.

 

4. Hus: Familie

(Styret af Krebsen med Månen som hersker)

4. Hus Familie

Det fjerde hus sidder i bunden af horoskophjulet og er således beskæftiget med fundamentet i livet. Det indbefatter dit hjem, privatliv, din grundlæggende sikkerhed, dine forældre (især din mor), børn og dit eget omsorgsgen.

I 4. hus er hjemmet meget stærkt betydende. Her kan vi se hvordan vi vælger at bo og indrette os og hvilken stemning der præger vores hjem. Passer vi godt på det og sørger for huslejen betales til tiden, eller flytter vi tit, er rodløse og har svært ved at få styr på lejeaftaler, skøder og lignende?

4. hus er også vores barndomshjem og den familie vi kommer ud af. I den klassiske astrologi er 4. hus moderen, men i vore dage kan det også være faderen der er fundamentet i familien. Det er altså den bærende søjle, fundamentet, og familiens ansvarlige person der ses i 4. hus.

 

5. Hus: Kreativitet

(styret af Løven med Solen som hersker)

5. Hus Kreativitet

Det femte hus styres af den dramatiske Løve. Det behersker selvudtrykket, dramaet, kreativiteten, opmærksomhed, men også romantik, sjov og leg.

Kunstnere og kreative mennesker har ofte et meget aktivt 5. hus. De er den slags mennesker som følger deres indre stemninger og hurtigt glemmer alt om forpligtelser og ansvar. De kan livet igennem opføre sig som børn der aldrig rigtig bliver voksne. Til gengæld kan sådanne personer være utroligt produktive, fordi de netop fortaber sig i opgaven og lever deres drømme her og nu.

5. hus er altså kendt som det kreative område i horoskopet. Her er vores hobbier og interesser og det er her vi finder vores frirum, som ikke bestemmes af andre.

Dette hus er også vores børn, så helt uden ansvar er dette hus dog ikke. Men selvom børn forpligter, så er der også megen glæde, leg og energi forbundet med dem.

For vi leger, griner og flirter også i det 5. hus. Her er vi i nuet og giver slip på dagligdagens bekymringer. Det handler om at opleve livet og mærke glæden og rigdommen. Det er også her den afprøvende og legende seksualitet hører til.

 

6. Hus: Helbred & arbejde

(Styret af Jomfruen med Merkur som hersker)

6. Hus Helbred & arbejde

Det sjette hus er domænet for arbejdsevne, sundhed og trivsel.. Det har indflydelse på vores rutiner, vores mindset i arbejdssituationer, vores forhold til kollegaer og hvordan vi er at arbejde sammen med. Hvordan går vi til en opgave, er vi strukturerede eller impulsive? Holder vi af at arbejde, eller er det bare en pligt der skal overstås?

Men 6. hus er ikke kun arbejdet vi udfører for at få vores løn. Det er også dagligdagens opgaver hvor vi passer på vores hjem og vores krop. Hvordan har vi tendens til at spise, hvordan vi motionere og i hvor høj grad vi er opmærksomme på vores basale behov? Altså hvor godt værner vi om vores helbred og hvor kan vi risikere at møde eventuelle sygdomme.

Dårlige vaner og gode vaner kan også afsløres i det 6.Hus. Har man problemer med et misbrug eller en afhængighed så er det dette hus man skal kigge i.

 

7. Hus: Partnerskab

(Styret af vægten med Venus som hersker)

7. Hus Partnerskab

Det syvende hus er vores nære forhold til andre mennesker. Det er styrende i vores partnerskaber, både forretningsmæssige og personlige. Vores ægtefælle og livspartner kan tydes her, men også kortere kærlighedsforhold. Ofte kan man ud fra tegnet på husspidsen, beskrive hvad  for en type, der søges som sin faste partner.

Det 7. hus handler især om, hvordan vi knytter bånd til omverdenen. Det er i det 7. hus at vi går ud og møder andre mennesker og oplever vores omverden. Så vores syn på andre vil også afspejles her.

7. hus er faktisk repræsentanten for ”de andre”, eller modparten om man vil. Konflikter med andre ses derfor også i 7. hus. Her er vores åbenlyse fjender og modstandere og de kampe vi kan ende i, når vi er stillet over for dem.

8. Hus: Døden

(Styret af Skorpionen med Pluto som hersker)

8. hus døden

Det ottende hus er en mystisk sektor, der spiller ind på områder som fødsel og død, forvandlinger, mysterier, overgange, dybe energier og hemmeligheder på det dybeste niveau.

Det er det psykologiske hus med tabuer og skjulte sider. Huset i horoskopet viser, hvordan vi tilgår disse emner eller om vi helst går udenom dem i en stor bue. Her bliver alting mere sort og hvidt og her erkender vi virkeligheden og ikke bare det overfladiske liv. Det er vores psykiske kræfter og evner der afsløres her.

8. hus gemmer også på den skjulte seksualitet og de dertil hørende underliggende lyster og begær.

9. Hus: Rejse, Viden & Tro

(Styret af Skytten med Jupiter som hersker)

9. Hus Rejse, Viden & Tro

Det niende hus er eksponent for det højere sind, ekspansion, langdistancerejser, fremmedsprog, inspiration, optimisme, avanceret læring, held, risiko, eventyr, spil, religion, filosofi, moral og etik. Dette hus handler i høj grad om, hvordan vi anskuer den store verden, helt ud i horisonten og hvordan vi tilegner os viden på det mere komplekse og specialiserede niveau?

9. hus viser også vores præferencer for at rejse. Er vi på eventyr i de fjerneste egne på jorden, eller foretrækker vi at blive hjemme og rejse via sindet, i kraft af bøger og film. Rejserne i vores liv bliver også symbolske for hvordan vi udvikler os eller hvordan vi uddanner os.

Forholdet til religion kan også spores i dette hus. Hvordan tror vi, og hvordan finder vi os til rette med tanken om en skabende kraft? Hvordan forsøger vi at finde mening livet? Er det religionen eller gennem filosofi og etiske overvejelser?

Mennesker med mange planeter og aktivitet i 9. hus, er generelt meget interesserede i at søge efter svar og mere viden.

10. Hus: Karriere, Status

(Styret af Stenbukken med saturn som hersker)

10. Hus Karriere, Status

Det tiende hus styrer strukturer, virksomheder, traditioner, image, berømmelse, hædersbevisninger, resultater, priser, grænser, regler, disciplin, autoritet, fædre og faderskab. Det er et af de vigtige huse i horoskopet og i det 10. hus ser vi også hvad det er vi stræber efter her i livet. Det er her vi kan finde vores målsætning og det vi ønsker at opnå. Her gemmer sig den røde tråd der spinder sig gennem livet og det tema der går igen og igen.

Modsat 4. hus der repræsentere vores rødder og hvor kommer fra, så er 10. hus det vi søger efter og stræber i mod. Det giver sig ofte udslag i vores valg af karriere og det vi ønsker at opnå i vores arbejdsliv. Er det noget med omsorg, kommunikation, økonomi, mad etc. Men det er mere end bare arbejde og karriere, for det er også det kald, som vi føler giver vores liv et værdifuldt indhold. Nogle vil måske sige meningen med vores liv.

Autoritære personer som vores fader, vore chefer og andre kan også ses i det 10. hus. I vore dage siger astrologer ofte i stedet, at det er den dominerende forældre man ser her, da ombytningen af kønsroller betyder at det lige så godt kan være moderen i den dominante rolle.

Vi kan også her vurdere vores egen evner til at lede og tage styring, samt få et bud på den status vi evner at opnå.

11. Hus: Fælleskab

(Styret af Vandmanden med Uranus som hersker)

11. Hus Fælleskab

Det ellevte hus er huset for venner og sociale fælleskaber. Det er vores engagement i foreningsarbejde, vennegrupper, politik og sportsklubber m.v. Det er fællesskabet, der er det forklarende element i  det 11. hus. Her er mødet med de mennesker som vi deler interesser og engagement med.

‘Personer med meget aktivitet i 11. hus er ofte meget ideologiske. De bruger gerne deres energi og ressourcer til at kæmpe for sager der går ud over egne personlige interesser. Her handler det om overbevisning og fællesskab. Folk som disse har typisk et stort netværk, baseret på de sager de brænder for.

Det 11. hus er også samfund, social retfærdighed, oprør og humanitære mærkesager. Det spiller også ind på områder som originalitet, excentricitet, overraskelses momenter, nye opfindelser og ting der hører fremtiden til.

12. Hus: Tab, sorg. afslutning

(Styret af Fisken med Neptun som hersker)

12. Hus Tab, sorg. afslutning

Horoskophjulet afsluttes med det tolvte og sidste hus, der regulerer vore slutninger. Her gemmer sig de sidste faser af et projekt, de sidste løse ender i en disputs og den sidste tid i livet, alderdommen.

12. hus er ligesom 8. hus også et af de skjulte huse i horoskopet. Hvad der sker her, er gemt under overfladen og skjult for andre. Her er vores indre verden, hvor vi er alene med os selv.

Det 12. hus er vores dybere bevidsthed. Det er det indre liv, som kan være svært at udtrykke og forklare. Alt handler om følelser og stemninger og det er også i det 12. hus hvor vi gemmer de minder som vi ikke kan håndtere eller holde til at genopleve. Det er vores emotionelle bagage fra hele livet.

Det er også stærkt forbundet med adskillelse fra samfundet, ophold på institutioner, på hospitaler, i fængsler, skjulte dagsordener og hemmelige fjender. Det styrer fantasien, og kan henføres til kunst, film, dans, poesi og arbejdet med det underbevidste sind. Folk der går aktivt ind i dette livsområde er typisk optaget af emner såsom meditation, mindfulness, yoga, Qi gong, ud af kroppen oplevelser og andre spirituelle emner.

Det vil være her vi får vores tro, når den ikke defineres af andre. Det er vores helt private sfære, hvor vi ikke rigtig kan invitere andre indenfor. Vi bliver væk fra det overfladiske og ydre og glemmer de basale behov, for vi fordybet i en anden verden.

Mange vil opdage at planeter i det 12. hus er meget svære at få sat i spil. Nogle går endda igennem livet, uden nogensinde at komme i kontakt med de områder af livet, som dette hus repræsenterer.


Skriv en kommentar

E-mail og webside er valgfri.

Dog skal du indtaste din email hvis du ønsker besked, når nogen svarer på din kommentar.

16 − eight =