Julelys og udendørs belysning

julelys i is

Lav smukke julelys til udendørs belysning

Du kan med lidt forberedelse, nemt lave dine egne næsten eventyrlige julelys af is, til at bruge udendørs i de kolde vinteraftener. Islysene kaster et hyggeligt skær i sneen eller på den frostdækkede jord og vil få enhver gæst til at føle sig velkommen. Du skal bruge følgende:

  • Vand
  • Mælk
  • Fyld eller pynt til dine julelys: eks. blåt crepepapir/små grene fra en kristjørn/små farvede røde grene
  • En skål af plastic (til brug som fryseform)
  • Et gennemsigtigt glas (til fyrfadslyset i midten af julelyset)

Fremgangsmåde:

Når du vil lave julelys med farvet vand: Når du vil lave dine egne julelys af is med farvet vand, kan du eksempelvis bruge blåt og hvidt vand. Det hvide vand får du ved at blande lidt mælk sammen med vandet og det blå vand, fås ved at ligge lidt blåt crepepapir i blød i vand. Crepepapiret vil opløses og smitte af i vandet med sin farve og du kan sagtens bruge andre farver end blå. De to forskellige farver vand kan nu fryses skiftevis i lag i en form, som kan laves af en plasticskål og et gennemsigtigt glas. Hæld nu skiftevis blåt og hvidt vand i formen, men lad hvert lag fryse helt inden det næste hældes i, så dine lag bliver skarpere og fremstår som striber. Det er nu bare at fylde vand på, indtil formen er fyldt op og lade den fryse godt.

Når du vil lave julelys af is med dekorationer: Hvis du vil være lidt mere vovet og kaste dig ud i det mere kunstneriske hjørne, kan du lave julelys af is med dekorationer i. Det kan som vist på billedet eksempelvis være små grene af kristjørn eller små røde grene, som du indefryser i isvæggen i din form til julelyset. Kun fantasien sætter grænser for hvilken dekoration du vil bruge. Når du vælger skål og glas til din fryseform, er det vigtigt at de passer sammen i størrelse. Hvis isvæggen i julelyset bliver for bred, vil lyset ikke skinne igennem. Det gennemsigtige glas placeres i midten af skålen og fryseformen til dine julelys er klar. Når julelysene skal bruges, kan de med fordel tages ud af fryseren 40-60 min. før, da de så vil være løsnet fra skålen/formen og er klar til at pynte som udendørs julebelysning. Placer et fyrfadslys i midten af dit frosne julelys og sæt det udenfor og gerne i sneen, da det vil få dem til at se helt eventyrlige ud.


Skriv en kommentar

E-mail og webside er valgfri.

Dog skal du indtaste din email hvis du ønsker besked, når nogen svarer på din kommentar.

twenty + 2 =