Oldtidens astrologer brugte avanceret matematik til at udregne planeternes vandring

Babyloniske astronomer kombinerede sofistikeret geometri med en grundlæggende form for integralregning til at forbedre deres astrologiske forudsigelser.

En undersøgelse publiceret i det ansete tidsskrift Science fortæller at gamle babyloniske astrologer, 1.400 år tidligere end historikere hidtil har antaget, kombinerede deres avancerede viden om geometri med en rudimentær form for integralregning til at spore banerne og de tilsyneladende skiftende hastigheder på  planeter i kredsløb over nattehimlen. Altså langt tid før vi troede at denne viden var tilgængelig og de matematiske værktøjer blevet udviklet, der kunne kompensere for dette fænomen.

Professor Mathieu Ossendrijver fra Berlins Humboldt Universitet fortalte til BBC News World at de afgørende beviser for hans konklusion i årtier havde gemt sig i fuldt offentlighed på British Museum i London.

Ossendrijver beretter at geometrien der benyttes af babylonierne er så speciel, at den slags ikke findes andre steder i den antikke verden. “Indtil nu har antagelsen været at de babyloniske lærde kun baserede deres beregninger på tal og jeg er overrasket over dette resultat” fortæller han.

Ivrige Stjernekiggere

De gamle babylonierne boede på et område der strækker sig over, hvad der i dag er Irak og Syrien. Deres civilisation opstod næsten 2000 år før Kristi fødsel, og lertavler indgraveret med kileskrifter har afsløret for eftertiden, at de var inkarnerede stjernekiggere.

Men ingen blandt forskere og historikere havde mistanke om det kompetenceniveau og raffinement disse gamle astrologer udviste i udviklingen af ​​komplekse sporings teknikker af himmellegmer, som det nu viser sig de benyttede. “Faktisk oplever vi i Europa, først det samme niveau af matematisk raffinement i det 14. århundrede” siger Ossendrijver.

British Museum har omkring 450 babyloniske lertavler fra perioden 400-50 fvt. Ossendrijver og hans medarbejdere gennemgik de tavler der endnu ikke var katalogiseret og fandt i første omgang en der indeholdt en delvis beskrivelse de karakteristika der beskrev en kredsende Jupiters træk hen over nattehimlen.

Inspirerede af deres fund begyndte de at sammenligne og kombinere data fra andre relaterede lertavler. Og det var her at professoren begyndte at kunne stykke den fulde historie sammen, der fortalte om Jupiters første tilsynekomst på morgenhimlen, dens stigning og fald gennem en tilsyneladende retrograd bevægelse, og forsvindende blandt de sidste synlige omgivelser ved solnedgang.”

Ved at udvikle deres planetære sporings system, har de gamle babyloniske astrologer bevæget sig ud over det almindelige rumlige forhold mellem jorden og planeterne og har fokuseret på begreber som tid og hastighed med en hidtil ukendt forståelse og evne.

Det bliver kompliceret.

Ossendrijver forklarer videre, at kileskrift tavlerne er små nok til at kunne have i hånden og de er blevet brugt til at plotte og registrere den tilsyneladende faldende hastighed af planeten Jupiter. Fra planetens første optræden i horisonten til positionen 60 dage senere, og derefter 120 dage senere igen.

Tegnes disse data ind på en graf, er forholdet repræsenteret i form af to trapez’er, hvor arealet af hver trapez beskriver Jupiters samlede forskydning, målt i grader, langs ekliptika ​(solens bane).

Med denne teknik har de babyloniske astrologer nøjagtigt kunne bestemme den aktuelle himmelske placering af planeter og forudsige deres placering i fremtiden. Dengang som nu, betydningsfulde oplysninger for en astrolog.

Ossendrijver mener at babylonierne udviklede denne teknik omkring 350 f.Kr., men der er mulgivis spor der fører endu længere tilbage endnu. Professorens opdagelse markerede endnu engang, at de matematiske og ingeniørmæssige færdigheder vi hidtil har tillagt de gamle kulturer ofte viser sig langt mere udviklede end antaget.