Parykkens historie

Parykkens historie – læs om parykken fra 1700-tallet til i dag

Igennem hele 1700-tallet var det almindeligt, at mænd erstattede deres eget hår  med en paryk af hvidpudrede krøller.

Der er stor usikkerhed om, hvornår sunde og raske mænd i den vestlige verden begyndte at barbere deres naturlige hår af og erstatte det med en paryk.

Kunstigt hår forebeholdt de adelige

Omtaler af det kunstige hår optræder allerede omkring 1620´erne i både Skandinavien og resten af Europa.

Frem til begyndelsen af 1700-tallet var de dyre parykker dog forrebeholdt de magtfulde aldelsmænd, og da parykkerne for det meste var pudrede lysebrune, lignede de til forveksling et sundt og frodigt, men naturligt hår.

Da det i begyndelsen af 1700-tallet blev moderne at pudre parykhåret enten gråt eller hvidt, trådte parykkerne frem og blev synlige.

Samtidig greb modedillen om sig, og på ganske få årtier blev det så almindeligt for mænd at bruge paryk, at det kun var bønder som gik med upudret naturligt hår. Hermed begyndte den Europæiske “paryktid”.

Nodisk pigehår eftertragtet

De fineste og dyreste parykker var lavet af ægte menneskehår – særligt det lyse nordiske bondepigehår var eftertragtet. Håropkøbere rejste over hele Skandinavien og indkøbte hår for en billig penge fra unge bondepiger, som barberede alt deres hår af for derved at tjene en ekstra skilling.

De mindre fine parykker var laver af hestehår. I England eksperimenterede man endda med en tung sag fremstillet af jern!

Parykken en farlig smittebærer

Parykken er siden blevet kendt for at indeholde et utal af lus, mider og andre generende smådyr, som levede en uforstyrret tilværelse i den fedtede varme håropsætning. Desuden var parykken en farlig smittebærer af forskellige epidemier.

Parykker forbeholdt mænd

Parykken var først og fremmest et fænomen for mænd. Mange barberede simpelthen alt deres hår af, og lod sig derefter kun se iført en paryk. I dag ville vi sikkert mene, at de lette slangekrøller og store silkesløjfe var noget kvindeagtigt og upraktisk pjat.

Men i 1700-tallet bar en rigtig mand paryk. Kvinder brugte til gengæld sjældent paryk, men de forøgede det naturlige hår med valke, toupeer og kunstige slangekrøller.

Nye modeidealer

I 1789 vendte Den Franske Revolution op og ned på det tidligere mandeideal. I kølvandet på de nye politiske tanker om frihed, lighed og broderskab ændrede mandemoden sig.

Mænd begyndte at aflægge parykken til fordel for deres egne naturlige lokker. Det parykløse hoved signalerede naturlighed og det rette politiske sindelag, mens parykken blev associeret med gammeldags konservatisme.

Men helt op i 1800-tallet var der gamle mænd, som fulgte deres ungdoms modeideal og brugte pudret paryk.
Efterhånden som parykkerne forsvandt fra mændenes hoveder, måtte parykmageren se sig om efter ny beskæftigelse.

Parykken eksisterer stadig, men nu er den en praktisk nødvendighed for de, som af den ene eller den anden årsag er blevet skaldede. Hvor man i 1700-tallet skiltede med sin paryk, skal den i dag være mere “usynlig” og ligne naturligt hår.