Kvinder foretrækker PC og internetforbindelse uden kabler
Stadig flere danskere vil have internettet med på den bærbare computer, og ny TNS Gallup-undersøgelse foretaget for Sonofon viser, at hele 57 procent af de danske kvinder er trætte af traditionelle kabler og lange ledninger.
Med mobilt bredbånd er det muligt at have internet med på pc’en overalt, og fremtidsforsker peger på, at især kvinderne vil bruge det mobile bredbånd til at skabe sammenhæng i familielivet.
Kabler, stik og installation af fast internet er besværligt og irriterende. Det mener 57 procent af de adspurgte kvinder. Samme procentdel ville gerne slippe for kabler og ledninger, hvis det var muligt. Derimod er det kun godt hver tredje mand, der sukker over virvaret af ledninger og kabler.
Bærbart bredbånd skaber sammenhæng
Mobilt bredbånd er en af de nye måder at gå på nettet uden ledninger, og det har flere fordele. Ud over at blive fri for kabler og stik giver mobilt bredbånd mulighed for at skabe sammenhæng i familielivet. En disciplin, der fortsat udøves af de fleste kvinder.
“Der er ingen tvivl om, at kvinder typisk har et stort socialt organisator-gen. Og det er oplagt at udnytte de muligheder, der er med mobilt bredbånd i den forbindelse.
Kvinder kommunikerer simpelthen meget, og de bruger nettet til at skabe sammenhæng i familielivet,” siger fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen, der blandt andet forsker i danskernes brug af teknologi ved Instituttet for Fremtidsforskning.
Mobilt bredbånd med muligheder
Mobilt bredbånd er blandt andet oplagt til at booke flybilletter, bestille økologiske grøntsager eller koordinere familiens kalender i ventetiden, når børnene skal hentes og bringes fra skole eller sport. Er der et par mails som ikke blev klaret på kontoret, kan den mobile bredbåndsforbindelse også bruges til det.
Internettet med overalt
Mens traditionelt trådløst internet er begrænset af rækkevidden for den trådløse router, følger mobilt bredbånd med overalt. En såkaldt dongle sættes blot i den bærbare pc, hvorefter der er bredbåndsforbindelse på computeren, som kan benyttes hvor som helst. Eksempelvis på café, i parken eller ligefrem på stranden.
Fremtid i bærbart bredbånd
Undersøgelser viser også, at det i dag er op mod halvdelen af de danske husstande, der bruger trådløst internet, hvor det for tre år siden kun var knap hver femte husstand, der brugte trådløst internet. Det vurderes også, at danskerne hurtigt vil tage det mobile bredbånd til sig i stor stil.