Ingredienser
125 g. grødris
Koldt vand
1 liter letmælk eller sødmælk
½ tsk. Fint salt
2 vanillestænger
1 dl. Sukker
2 store æggeblommer
1 citron (kun revet citronskal anvendes)
2 dl. Mandler (skal smuttes)
Ca. ¼ piskefløde, men gerne lidt mere for en sikkerhedsskyld
Tag med fordel alle køleskabsvarer frem på køkkenbordet i god tid, så det kan nå at temperere, inden du begynder at arbejde med det.
Sådan laves hjemmelavet ris a´la mande
Fremgangsmåde:
Risengrøden
Risene hældes op i en gryde og dækkes med vand. Tænd på højt blus og rør roligt i risene til de koger og giv dem et minut eller to til de er opblødt og der har dannet sig en grødet masse.
Tag gryden af blusset og hæld forsigtigt mælken i. Sæt den tilbage på det varme blus og varm nu op under omrøring, indtil det hele begynder at koge. Det tager lidt tid at varme den store gryde op, så du kan med fordel forberede den ene vaniljestang, som også skal koge med i gryden.
Skær vaniljestangen op i to dele og skub med knivspidsen de fine vaniljekorn ud og kom dem direkte op i gryden, de to halve, udhulede vaniljestænger puttes med i gryden, så de kan koge med.
Når risengrøden begynder at koge er det tid til at skrue helt ned for varmen, komme låget på og lade grøden stå og simre i 35-45 min. – rør i gryden et par gange undervejs.
Når grøden er kogt og risene er møre uden at være udsplattede, fiskes de udkogte vaniljestænger op og smides ud og der tilsættes lidt salt, ca. ½ tsk. og stil herefter grøden til afkøling.
Mandlerne
Kog ca. en halv liter vand. Hæld mandlerne op i en skål, der kan tåle kogende vand. Når vandet koger, hældes halvdelen af vandet over mandlerne – lad det stå i ca. 5 min. Hæld vandet fra og hæld nu den sidste halvdel af det kogende vand henover mandlerne. Nu skulle skindet gerne have løsnet sig, sådan at du kan trykke mandlerne ud, eller smutte dem som man kalder det 🙂
Når alle mandler er smuttede, skal de tørre en smule på skærebrættet, før de snittes. Mandlerne skæres i tynde, aflange mandelsplitter. HUSK at gemme en flot stor mandel til Mandelgaven!
Sukkermasse
Hæld de to æggeblommer i en skål, sammen med sukkeret. Pisk det godt sammen, til det bliver en lysere, fast og ensartet masse.
Flødeskum
Til en gammeldags risalamande bruges ofte citronskal som bitterstof op imod den store fedme og sødme desserten indeholder. Du kan enten bruge et par dråber citronolie aroma eller du kan gøre det selv. Du kan også springe denne del helt over da mange moderne risalamander ikke har citron.
Riv skallen af en citron og saml alle de fine skaller i en lille tepose eller et kaffefilter. Hæld fløden op i en skål og kom posen med citronskaller i fløden. Lad skallerne trække i fløden imens du koger og køler risengrøden.
Når grøden er kølet og du er klar til at lave din risalamande, tager du forsigtigt den opblødte citronskal op fra skålen med fløden og lægger på en tallerken ved siden af. Skrab den anden vaniljestang og tilsæt vaniljekornene til fløden og pisk den til flødeskum. Smag til undervejs i piskningen med citronsmag. Der kan klemmes citronolie fra den opblødte tepose. Bruger du kaffefilter skal der arbejdes lidt mere og du skal være forsigtig med ikke at ødelægge papiret. Klem med to skeer for at lette håndteringen.
Ris a´la mande blandes
Find den afkølede risengrød frem. Kom de snittede mandelsplitter i grøden sammen med sukkermassen og rør det hele godt rundt. Det er nu at alle små klumper skal ud af risengrøden og der skal bare røres igennem til man har en jævn og ensartet grødmasse. Er det en risalamande til juleaften, hvor der som traditionen byder er en mandelgave på højkant, er det nu du skal komme mandlen i. Den kan godt flække eller gå i stykker så jo mindre røren rundt efter mandlen er kommet i, jo bedre.
Flødeskummen tilsættes herefter lidt ad gangen mens du forsigtigt vender grøden ind i skummet uden at slå luften ud af det. Når du syntes at der er tilpas med flødeskum i din risalamande, stilles den køligt, indtil den skal nydes som dessert med kold eller varm kirsebærsovs.
Velbekomme & Glædelig Jul