Træn ryggen hver dag og forebyg de mest udbredte rygproblemer
Rigtig mange mennesker døjer med ryggen enten periodisk eller kronisk og flere undersøgelser viser, at inden for en periode på 14 dage har hver tredje af os ondt i ryggen.
Rygproblemerne kan være smertefulde og hæmmende i større eller mindre grad, men rammer desværre mange da vi gennem livet ikke kan undgå at slide hårdt på ryggen. Slidtgigt er da også en af de hyppigste årsager til problemer med ryggen.
Men i mange tilfælde er det svært helt præcist at bestemme årsagerne til smerterne – til gengæld er eksperter enige om, at regelmæssig træning af rygmusklerne mindsker og forebygger de mest udbredte rygproblemer.
Træning af ryggen behøver ikke at være omfattende og tidskrævende for at have en effekt og vi har fundet to øvelser der styrker ryg- og mavemuskler.
Rygøvelse 1
- “Stil dig på alle fire” (knæ og håndflader mod gulvet) med hænderne direkte under dine skuldre og knæene under hofterne.
- Gør ryggen lang, sug maven ind og knib sammen i bækkenbunden.
- Hold din ryg i ro, mens du løfter den ene arm – tommelfingeren skal vende op mod loftet.
- Ånd ud, når du løfter armen.
- Gentag øvelsen 8-10 gange med hver arm.
- Hold 30 sekunders pause og gentag øvelsen 2-3 omgange.
Rygøvelse 2
- Lig på ryggen med benene bøjede og fodsålerne i gulvet.
- Gør ryggen lang, sug maven ind og knib sammen i bækkenbunden.
- Løft det ene ben til knæet er over hoften.
- Hold ryggen tæt ned mod gulvet og hold den helt i ro.
- Pust ud, når du sænker dit ben.
- Lav 8-10 løft med hvert ben.
- Hold 30 sekunders pause og gentag øvelsen 2-3 omgange.